Menisk skader

Meniskskade

Flere og flere danskere oplever knæsmerter. Det kan være fordi vi er blevet bedre til at diagnosticere idrætsskader, det kan være fordi vi generelt bliver tungere og derigennem belaster knæet mere. Jeg har selv være igennem en sportsrelateret knæskade med en læderet menisk (du finder ud af hvad en læderet menisk er hvis du læser videre). Hvordan ved man så om det er pga menisken at der er smerter i knæet? Hvad er tegnene? hvordan behandler man det? og hvad er en menisk egentlig?

Hvordan undersøger man om der er meniskskade

Man kan via en grundig undersøgelse hos en fagprofessionel vurdere hvor stor sandsynligheden er, men man kan aldrig være 100% sikker. Man kan lave deciderede tests (bla. Mcmurrays test, Thessalys test og Apleys test) for at teste for menisk skade, men ingen er med 100% sikkerhed. Det kan man heller ikke selvom man får lavet en MR-scanning. MR-scanninger giver i 80% af tilfælde den rette diagnose ved menisk læsioner. Derfor anvender man heller ikke MR-scanninger som den primære undersøgelsesform for menisk skader. Man kan via en artroskopi (en kikkertoperation) i knæet konkludere om der er menisk beskadigelse, men det er noget man gør som sidste instans hvis alt andet fejler.

Her er de typiske tegn på meniskskade

Menisk skader opstår blandt unge og unge voksne ofte pga vridtraumer i knæet og ofte i forbindelse med sport. I takt med at man bliver ældre og vævet bliver lidt mere stift og usmidigt kan mindre vrid eller belastninger også forårsage meniskskader. Der er ofte klik fra knæet, smerter på indersiden af knæet, smerter ved at bøje knæet og der kan være knælåsninger og knæsvigt som symptomer på meniskbeskadigelse. Dvs. har du vredet dit knæ, kommer der kliklyde fra knæet og oplever du låsninger i knæet samt at knæet pludseligt svigter, så er det muligt at der er tale om en menisk skade (Også kaldt en menisk læsion eller en læderet menisk). Ting som at gå på trapper og at sidde på hug er typisk besværlige og der kan opstå skarpe smerter. Fysisk aktivitet vil som regel provokere smerter.

Hvordan behandler man en meniskskade

En meniskskade behandles i langt de fleste tilfælde med fysioterapi i form af træning, træning og træning. Du kan forvente et genoptræningsforløb på ca 3-6 mdr. De første 1-2 mdr kan godt være en "dødvande" periode. Du træner og træner, men mærker ingen effekt. Erfaringsmæssigt kan jeg se at langt de fleste begynder at have en eller anden form for effekt omkring træningsuge nr. 5-8 hvorefter det som regel vil gå fremad. Ved mangel på bedring efter fysioterapeutisk træning eller hvis der er slemme tilfælde af aflåsninger vil en ortopædkirurger vurdere skadens omfang og på baggrund af det måske tilbyde operation. Ca 70-80% med en symptomatisk meniskskade vil opleve bedring igennem fysioterapeutisk træning. Hvis du er skarp, så læste du lige at jeg skrev "symptomatisk meniskskade", men hvad betyder det? Det betyder kort sagt at det faktisk ikke er ualmindeligt at have en meniskbeskadigelse uden at opleve symptomer fra det. Der er altså nogen der løber, spiller fodbold, danser eller dyrker anden form for motion uden de overhovedet ved at de har en meniskskade.

Hvad er en menisk



knee-mensicus-guidejpg

Dit knæ består af 4 knogler. 2 skinnebensknogler, din lårbensknogle og din knæskal. Inde i selve knæleddet indlejret i ledbånd og noget der hedder ledkapsel sidder dine menisker. Du har 2 i hvert knæ en der sidder på indersiden (medial menisk) og en der sidder på ydersiden (lateral menisk). det er hyppigst at der er skade på den inderste menisk. Menisken er halvmåne formet og har en hældning. menisken er relativt blød og elastisk. Dens funktion er at skabe stabilitet i knæet, virke som stødafdæmper og være med til at fordele vægtbelastningen jævnt i vores knæled, som i øvrigt er det største og mest vægtbelastede led. Den yderste 1/3 af menisken er velvaskulariseret og skader her kan hele sig. Den midterste 1/3 del af menisken er mindre vaskulariseret og helingen vil her tage længere tid. Den inderste 1/3 er ikke vaskulariseret og heler derfor ikke. Vaskularisering betyder at der er blodforsyning og at der derfor kan transporteres nye "byggesten, vitaminer osv", samt borttransporteres affaldsstoffer.

Hvilken typer af menisk skader findes der


Det er ganske muligt at der er flere end dem jeg lister op her og det er også ganske muligt at dem der her følger kan deles op i underkategorier, men da vi ikke er igang med et Phd forsvar så tager vi de mest gængse.

longitudinelle - en flænge i menisken, kan blive til "bucket handle tear"
ukomplet - en flænge inde i selve menisken kan blive til en "flap tear"
Radial - en flænge på tværs af menisken kan blive til "Complex tear eller Parrot tear"


Meniscus-Tear-Graphicjpg


Typen af menisk skade er ikke afgørende for om du kan gennemgå et træningsforløb, det er dine symptomer der afgør om du skal igennem træning eller skal vurderes hos en ortopædkirurger.

Har du brug for hjælp til en knæskade kan du bestille en tid hos mig i min klinik. Jeg har kæmpe interesse indenfor knæskader og jeg beskæftiger mig stort set kun med knæskader. Jeg har selv været igennem en slem knæskade og ved hvordan knæet ikke kun kan gøre ondt men også udfordre hele dagligdagen. Du kan booke eller læse mere ved følge mit link HER



Jeg håber at du har fået noget brugbart ud af mit lille skriv.
De bedste hilsner Lasse, Strib Fys
www.Stribfys.dk
Stribfysioterapi@gmail.com
52882555